Certifikatudstedelse, virksomheder godkendt af Plantedirektoratet

UDSTEDELSE AF VETERINÆRE SUNDHEDSCERTIFIKATER FOR FODER I FORBINDELSE MED EKSPORT FRA VIRKSOMHEDER, DER ER GODKENDT ELLER REGISTRERET AF PLANTEDIREKTORATET.

Sundhedscertifikater udstedes af den kompetente myndighed
I forbindelse med eksport, kræves det ofte af modtagerlandets myndigheder, at det eksporterede parti ledsages af et sundhedscertifikat, hvori der attesteres for f.eks. produktets oprindelse, virksomhedens godkendelses- eller registreringsforhold, forhold vedrørende produktets forarbejdning, råvarers oprindelse, egenkontrolprocedurer og lignende.

Plantedirektoratet udsteder certifikater for foderstoffer
Som udgangspunkt er det Plantedirektoratet, der udsteder sundhedscertifikater for eksport fra de fodervirksomheder, hvor Plantedirektoratet er den kompetente myndighed.

Du kan læse mere om Plantedirektoratet her og certifikater på Plantedirektoratets hjemmeside for foder her.


Zoosanitære statuserklæringer fra Fødevarestyrelsen som supplement
Hvis myndighederne i 3. landet kræver dyresundhedsmæssige attestationer vedrørende Danmarks status i forhold til forekomst af visse anmeldepligtige dyresygdomme, kan en attesteret erklæring hhv. et sundhedscertifikat fra Plantedirektoratet eventuelt suppleres med en såkaldt zoo-sanitær erklæring udstedt af Fødevarestyrelsen (FVST).

En zoo-sanitær erklæring er en erklæring vedrørende en nu-og-her-status i Danmark i forhold til visse specifikke sygdomme, og derfor skal erklæringerne udstedes i direkte tidsmæssig forbindelse til en eksport. Attestationerne i erklæringerne er derimod ikke knyttet direkte til det konkrete parti.


De zoo-sanitære erklæringer udstedes i Fødevareregionerne, hvor du også kan få nærmere information. Du kan finde din fødevareregion her.


Hvem er den kompetente myndighed i forhold til min virksomhed
Certifikater skal udstedes af "den kompetente myndighed". Som regel er der ingen tvivl om, hvorvidt det er Plantedirektoratet eller Fødevarestyrelsen, der er den kompetente myndighed i forhold til din virksomhed. Den kompetente myndighed er den myndighed, der har registreret eller godkendt den aktivitet, som eksporten vedrører, og som derfor fører tilsyn med aktiviteten jævnfør den godkendelse eller registrering, som virksomheden har modtaget.

Men en virksomhed kan godt have det samme handelsnavn og alligevel være godkendt både af Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet til forskellige aktiviteter. Det er derfor vigtigt – både for myndigheden samt for virksomheden - at gøre sig klart, hvilken myndighed, der er ”den kompetente myndighed” for den aktuelle aktivitet, der omfatter eksporten, således at det er den rigtige myndighed, der attesterer for de oplysninger, som 3. landets myndigheder har anmodet om.


Veterinære sundhedscertifikater for virksomheder, hvor Fødevarestyrelsen ikke er den kompetente myndighed
I visse tilfælde kræver myndighederne i 3.landet, at et sundhedscertifikat skal være udstedt af de veterinære myndigheder i eksportlandet uanset virksomhedens godkendelse eller registrering.

I Danmark er Fødevarestyrelsen den veterinære myndighed.

På trods af, at Fødevarestyrelsen ikke er den kompetente myndighed for aktiviteter/virksomheder, der er godkendt eller registreret af Plantedirektoratet, kan Fødevarestyrelsen i disse tilfælde udstede et veterinært sundhedscertifikat for eksporten. Udstedelsen af et veterinært sundhedscertifikat i disse tilfælde kan dog kun ske på baggrund af et indenrigscertifikat udstedt af Plantedirektoratet, hvori Plantedirektoratet overfor Fødevarestyrelsen attesterer for de partispecifikke forhold.

For visse ældre veterinære sundhedscertifikater er der udarbejdet en baggrundserklæring, som skal påtegnes  af Plantedirektoratet og fremsendes til fødevareregionen som en forudsætning for, at der kan udstedes et veterinært sundhedscertifikat.

Det er således en forudsætning, at der foreligger officiel baggrundsdokumentation for det enkelte veterinære sundhedscertifikat fra Plantedirektoratet før Fødevarestyrelsen kan udstede et veterinært sundhedscertifikat for virksomheder, der er godkendt eller registreret af Plantedirektoratet.


Kun attestation for myndighedskrav
Som nævnt kan der kun udstedes veterinære certifikater i henhold til myndighedskrav. Derfor skal det kunne dokumenteres, at det er 3. landets myndigheder, der fremsætter krav om at det eksporterede parti ledsages af et veterinært certifikat. Der kan således ikke udstedes veterinære certifikater efter ønske fra importører.


Eksisterende veterinære sundhedscertifikater med PD-indenrigscertifikater (eller baggrundserklæringer)
For visse veterinære sundhedscertifikater er der allerede udarbejdet et PD-indenrigscertifikat (eller for visse ældre certifikaters vedkommende: en baggrundserklæring).

Disse indenrigscertifikater/erklæringer findes i Fødevarestyrelsens certifikatdatabase sammen med det veterinære sundhedscertifikat, som det er knyttet til.

Hvis du skal have udstedt et af disse certifikater, skal du rette henvendelse til Foder i Plantedirektoratet ( her ) for at få udstedt PD-indenrigscertifikatet (eller baggrundserklæringen).

Forudsat at alle attestationskrav er opfyldt, kan Plantedirektoratet udstede indenrigscertifikatet (eller påtegne baggrundserklæringen), som herefter kan danne baggrund for udstedelse af et certifikat fra den lokale Fødevareregion.


Udarbejdelse af nye PD-indenrigscertifikater til eksisterende veterinære sundhedscertifikater
Hvis du i Fødevarestyrelsens certifikatdatabase kan se, at der er udarbejdet et veterinært sundhedscertifikat til det pågældende land, som indeholder de attestationer, som 3. landets myndigheder har krævet, men at der ikke er udarbejdet et PD-indenrigscertifikat hertil, skal du henvende dig Plantedirektoratet, Foder, med de attestationer, som 3. landets myndigheder har krævet. Plantedirektoratet, Foder vil herefter foretage en vurdering af, om Plantedirektoratet kan udstede de ønskede attestationer for det produkt, der skal eksporteres.


Plantedirektoratet vil herefter kontakte Fødevarestyrelsen, således at der i samarbejde kan udarbejdes et PD-indenrigscertifikat til brug for med eksporten.


Udarbejdelse af nye veterinære sundhedscertifikater samt tilhørende PD-indenrigscertifikater

Hvis du i Fødevarestyrelsens certifikatdatabase ikke kan finde et veterinært certifikat i, der svarer til de krav, som 3. landets myndigheder stiller til det produkt, som du ønsker at eksportere, skal du også rette henvendelse til Foder i Plantedirektoratet.

Her vil man vurdere, om sundhedscertifikatet kan udstedes af Plantedirektoratet eller om det skal udarbejdes i et samarbejde mellem Plantedirektoratet og Fødevarestyrelsen.

 

 






Siden er oprettet den 1. februar 2011