Rusland - procedure for godkendelse af
mælkeproduktvirksomheder
Procedure for godkendelse
Virksomheder, der ønsker at tilvirke mælkeprodukter med
henblik på eksport til Rusland, skal ansøge om godkendelse hos
tilsynsmyndigheden (Fødevarestyrelsen, Vest eller
Fødevarestyrelsen, Øst).
Virksomheden skal, inden den ansøger, sikre sig, at den
opfylder de særlige ruslandskrav. I den forbindelse skal
virksomheden bruge et checkskema samt tilhørende annexer. Se
skema, annex 1b og 1c til højre.
Det
udfyldte checkskema og annexer vedlægges ansøgningen til
tilsynsmyndigheden.
Bemærk: Hvis virksomheden udover at
tilvirke mælk og
mælkeprodukter med henblik på eksport til Rusland også fungerer som
lager, herunder køle-/fryselager, der afsender emballerede
animalske fødevarer til Rusland, skal checkskema mm. for
lagervirksomheden tillige udfyldes, se procedure for
lagervirksomheder.
Efter
modtagelse af ansøgningen udfører tilsynsmyndigheden et
kontrolbesøg i virksomheden, for at vurdere virksomhedens
oplysninger. Hvis tilsynsmyndigheden vurderer, at virksomheden
opfylder kravene, godkender tilsynsmyndigheden virksomheden til
eksport til Rusland. Tilsynsmyndigheden indstiller desuden til
Fødevarestyrelsen centralt, at virksomheden optages på de russiske
myndigheders liste over virksomheder, som må eksportere til
Rusland.
Tilsynsmyndigheden sender indstillingen og
udfyldte annexer til Fødevarestyrelsen, International handel,
e-mail: 3.kontor@fvst.dk.
Fødevarestyrelsen sender herefter en anmodning til de
russiske myndigheder med ønske om, at virksomheden optages på de
russiske myndigheders liste over virksomheder, der er godkendt til
at eksportere til Rusland. Ansøgningen sendes via Den danske
Ambassade i Moskva.
Virksomheden må først begynde at eksportere til Rusland,
når virksomheden er blevet optaget på de russiske myndigheders
liste. Listen offentliggøres på de russiske myndigheders
hjemmeside:
http://www.fsvps.ru/fsvps/importExport/danmark
Som
udgangspunkt godkender de russiske myndigheder virksomheden på
baggrund af Fødevarestyrelsens (tilsynsmyndighedens) godkendelse af
virksomheden. Det kan dog ikke udelukkes, at de russiske
myndigheder vil kræve at inspicere virksomheden inden virksomheden
optages på den russiske liste.