Rusland - Godkendelse til at eksportere for
slagterier og opskæringsvirksomheder
Procedure for godkendelse
Virksomheder, der ønsker at tilvirke kød eller
kødprodukter med henblik på eksport til Rusland, skal ansøge om
godkendelse hos tilsynsmyndigheden (Fødevarestyrelsen, Vest,
Fødevarestyrelsen, Øst eller Kødkontrollen).
Virksomheden skal, inden den ansøger, sikre sig, at den
opfylder de særlige ruslandskrav. I den forbindelse skal
virksomheden bruge et checkskema samt tilhørende annex. Se skema og
annex til højre.
Det
udfyldte checkskema og annex vedlægges ansøgningen til
tilsynsmyndigheden.
Bemærk: Hvis virksomheden udover at
tilvirke kød og kødprodukter
med henblik på eksport til Rusland også fungerer som lager,
herunder køle-/fryselager, der afsender emballerede animalske
fødevarer til Rusland, skal checkskema mm. for lagervirksomheden
tillige udfyldes, se procedure for lagervirksomheder.
Efter
modtagelse af ansøgningen udfører tilsynsmyndigheden et
kontrolbesøg i virksomheden, for at vurdere virksomhedens
oplysninger. Hvis tilsynsmyndigheden vurderer, at virksomheden
opfylder kravene, godkender tilsynsmyndigheden virksomheden til
eksport til Rusland. Tilsynsmyndigheden indstiller desuden til
Fødevarestyrelsen centralt, at virksomheden optages på de russiske
myndigheders liste over virksomheder, som må eksportere til
Rusland.
Tilsynsmyndigheden sender indstillingen samt
udfyldt annex til Fødevarestyrelsen, International handel, e-mail:
3.kontor@fvst.dk.
Fødevarestyrelsen sender herefter en
anmodning til de russiske myndigheder med ønske om, at virksomheden
optages på de russiske myndigheders liste over virksomheder, der er
godkendt til at eksportere til Rusland. Ansøgningen sendes via Den
danske Ambassade i Moskva.
Virksomheden må først begynde at eksportere til Rusland,
når virksomheden er optaget på de russiske myndigheders liste.
Listen offentliggøres på de russiske myndigheders
hjemmeside:
http://www.fsvps.ru/fsvps/importExport/danmark
Som
udgangspunkt godkender de russiske myndigheder virksomheden på
baggrund af Fødevarestyrelsens (tilsynsmyndighedens) godkendelse af
virksomheden. Det kan dog ikke udelukkes, at de russiske
myndigheder vil kræve at inspicere virksomheden inden virksomheden
optages på den russiske liste.