| Forside | Indholdsfortegnelse |

Genbrugsflasker

 

 

 

Tænk på den næste bruger

Genbrugsflasker skal helst ikke bruges til andet end det, de er beregnet til. Det gælder både glas og plastflasker. Når flasken er afleveret til genbrug, vil der efter bryggeriernes rensning og påfyldning være en ny bruger af flaskerne.

Genbrugsflasker

Genbrugsflasker renses i varmt vand med lud. Det er stærkt ætsende og kan give skader i spiserøret, hvis man kommer til at drikke det. Desværre er det sket for flere mennesker, at der har været rester af lud i flasken.

Bryggerierne har det fulde ansvar for, at flaskerne renses og skylles ordentligt, men systemet er ikke ufejlbarligt. Derfor kan alle højælpe til ved at lade være med at komme forskelligt affald i genbrugsflaskerne.

Glasflasker

Et stort problem er f.eks. cellofanen fra cigaretpakken, der er kommet i den tomme ølfiaske. Når flasken bliver renset på bryggeriet, kan det ske, at den næsten usynlige cellofan sætter sig fast som en prop i flaskehalsen. Ludvandet kan derfor ikke skylles ordentligt ud! De allerfleste gange bliver det afsløret i bryggeriernes kontrol, men svigter kontrollen bare et øjeblik. slipper en flaske med ludrester igennem - og kan skade den næste forbruger, der drikker af den.

Plastflasker

Plastflasker med skruelåg er blevet meget populære til læskedrikke. Disse flasker egner sig ikke til andre væsker, hvis de senere skal afleveres til genbrug. Nogle stoffer kan nemlig ikke renses ud igen. Flere mennesker har oplevet at blive forskrækkede over en grim smag og lugt fra den sodavandsflaske, de lige havde drukket af. I plastflaskerne kan der være spor af ukrudtsmidler, og selv om det ikke er sundhedsfarlige mængder, er oplevelsen ubehagelig.

Der er nogle kemikalier, der ikke kan skylles ud, uanset hvor grundigt plastflasken renses. Kemikalierne trænger ind i selve plasten i flasken. Det samme kan ske, hvis man f.eks. bruger plastflaskerne til at blande de såkaldte "hot shots" i. Aromastoffet trænger ind, så flasken kommer til at lugte stærkt af f.eks. "Kongen af Danmark" eller lakrids.

Sæt skruelåget på plastflaskerne

På bryggerierne er der en "sniffer", der kan afsløre kemikalierester i plastflasker. "Snifferen" opfatter bedst kemikalieresterne, når flasken er blevet afleveret med skruelåg på. I en åben flaske blander indholdet sig med den omgivende luft, og så bliver koncentrationen for lav. Derfor skal plastflasken altid afleveres med låget skruet på.

Retur eller destruktion

Det er altså ikke nogen god idé at bruge plastflaskerne til feks. ukrudtsmidler. Hvis man alligevel har haft kemikalier i en plastflaske, må man under ingen omstændigheder aflevere den til genbrug. Man skal heller ikke smide den i skraldeposen. Flasken skal derimod destrueres. Det vil sige knuses eller saves over, så man forhindrer, at den senere bliver fundet af andre - og afleveret til genbrug.

Hjælp genbrugsflaskerne retur

  Fyld ikke genbrugsflaskerne med affald

  Brug ikke genbrugs flaskerne til andet end det, de er beregnet til

  Lad plast flaskerne beholde skruelåget på



Ministeriet for Fødevarer. Landbrug og Fiskeri
Veterinær- og Fødevaredirektoratet

 

 

Fødevarestyrelsen Version 1.1 12. april 2009
Fødevarestyrelsen 2009
Denne publikation findes på adressen: http://www.fvst.dk/Publikationer/Alle_publikationer/1997/217.htm