En række sundhedsanprisninger afventer stadig endelig stillingtagen fra EU-Kommissionen. Det er f.eks. sundhedsanprisninger, som der blev ansøgt om i forbindelse med etableringen af artikel 13-listen. Blandt andet visse sundhedsanprisninger af koffein.
En del af de sundhedsanprisninger, der afventer endelig stillingtagen fra EU-Kommissionen, kan ikke bruges af virksomhederne. Andre kan derimod bruges af virksomhederne under eget ansvar og forudsat at en række betingelser er opfyldt. De afventende sundhedsanprisninger, som kan bruges af virksomhederne betegnes som ”on hold” anprisninger og kan kun bruges indtil EU-Kommissionen enten har godkendt eller afvist den pågældende sundhedsanprisning. Det gælder primært sundhedsanprisninger om planter og plantestoffer.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at sundhedsanprisninger, som er blevet forelagt EFSA, men hvor ansøgningen er blevet trukket tilbage (eller afvist), ikke kan være omfattet af on hold-listen.
Via EFSA’s hjemmeside finder du oplysninger om, hvilke sundhedsanprisninger, der er ”on hold”, og som virksomheder dermed kan bruge under eget ansvar. Det er kun sundhedsanprisninger, der fremgår af listen (dvs. excel arket på EFSA’s hjemmeside), der er ”on hold” og kan bruges indtil endelig stillingtagen foreligger.
Virksomheder, der ønsker at bruge ”on hold” anprisninger skal sikre sig og kunne dokumentere, at den anvendte sundhedsanprisning svarer til en anprisning, hvor godkendelsesprocessen er sat i bero (ID-nummer, samme plante/plantedel og samme effekt), og i øvrigt følger anprisningsreglerne og øvrig lovgivning, herunder at anprisningen ikke strider mod forbuddet mod brug af sygdomsanprisninger i artikel 7, stk. 3, i fødevareinformationsforordningen.
Desuden er det virksomhedens ansvar selv løbende at føre sig ajour med, om en anvendt ”on hold” anprisning er blevet godkendt eller afvist eller om ansøgningen f.eks. er trukket tilbage.
Søg efter ID-numre/plante(-del)/plantestof via link fra EFSA's hjemmeside
Du kan læse mere på EU-Kommissionens hjemmeside
Søg i EU-Kommissionens register over godkendte og afviste sundhedsanprisninger